SUKKERGÅRDEN
EN SØD HISTORIE
Sukkergården emmer af historisk atmosfære. Bygningerne har bl.a. tidligere været sukkerraffinaderi og købmandsgård, og er i dag fredet. Tilbage i 1980 gennemgik bygningerne en større renovation og blev til 45 unikke ejerlejligheder, der alle er forskelligt indrettet.
Læs mere om Sukkergårdens historie herunder.
SUKKERRAFFINADERI I 1700-TALLET
Det var, da Danmark fik De Vestindiske Øer og kunne importere sukkerrør derfra, at sukkerraffinaderi kom til Danmark. I 1700-tallet havde Vestindisk Kompagni i København eneret på sukkerraffinaderi, men da eneretten ophørte i 1750, slog 3 odenseanere til, og Sukkergården blev opført. Nogle af bygningerne stod der allerede, andre blev bygget til fabrikkens formål; derfor de forskellige byggestile og farver.
Ved raffineringsprocessen anvendtes stenkul, og inddampningen foregik ved høje varmegrader. Andre steder havde det givet anledning til brande. Måske var det derfor, at de tre odenseanere valgte at lægge det nybyggede sukkerraffinaderi uden for en af byens porte og på sydsiden af åen.
I alt endte man med 12 bygninger, hvoraf nogle fungerede som boliger til 12-15 mand. I midten af 1700-tallet var Sukkergården Odenses største privatejede boligkompleks.
Sukkerproduktionen gik op og ned i de følgende årtier, men virksomheden blev næppe nogen guldgrube. I 1789 endte den på tvangsauktion, men først i 1830’erne ophørte forarbejdningen af det vestindiske råsukker helt.
FREDERIKS BRO
Den smukke, gamle Frederiks Bro i det centrale Odense er Danmarks ældste vejbro af støbejern. Da den blev bygget i 1844 af den odenseanske industripionér, M.P. Allerup, gav han 10 års garanti på byggeriet.
I dag, 150 år senere, står broen stadig. Dog er det kun gelænderet, der er af støbejern i dag.
Broen fik sit navn efter Frederik VII, som i 1844 var guvernør for Fyn. På hans fødselsdag, den 6. oktober 1844, blev broen indviet.
MUUS I KORNET
Få år senere erhvervede købmanden Elias Muus Sukkergårdens bygninger, hvor han i mange år drev en betydelig kornhandel – en virksomhed, der fortsatte i slægtens eje langt op i 1900-tallet.
Familien Muus kom i de følgende generationer til at præge den fynske handel med korn og foderstoffer, og mange fynboer har hørt vittigheden om, at der var gået Muus i kornet.
Thorbjørn Muus, der døde i 1963 og i mange år havde privatbolig i Sukkergården, var en kendt herre, også blandt mange af byens børn. På søndag eftermiddage samledes store børneflokke gerne uden for Sukkergården for at vente på, at konsulen skulle ud på spadseretur. Varede det for længe, skal de frækkeste af børnene endda have råbt: ”Konsul Muus, kom af hus”. Konsulens komme var længe ventet, for han delte gerne karameller eller bolsjer ud til børnene.
Her ses Konsul Thorbjørn Muus dele is ud til en flok børn ved et ishus, der reklamerer for Polar Is. Vi er på Hjallesevej i april 1949. Konsulen talte børnene i køen og bestilte derefter et tilsvarende antal is.
Efter Muus-virksomhedens ophør er Sukkergården i 1980’erne renoveret og omdannet til lejligheder.