HUSORDEN

HUSORDEN FOR
BØG MADSEN EJENDOMME

ÉN FOR ALLE, OG ALLE FOR ÈN

At (ud)leje er at leve. Det skal være nemt og bekvemt at være lejer hos Bøg Madsen Ejendomme uanset om man bor i en af vores lejligheder i Nyborg eller i en lejlighed i Odense. Det er derfor vigtigt, at vores lejere følger vores husorden, hjælper hinanden og derigennem bidrager til et godt miljø i og omkring alle lejemål.

OBS! Oplever du akutte problemer uden for vores åbningstider, er du altid velkommen til at kontakte os på mail eller SMS — for at gøre det nemmere for alle, kan du med fordel oplyse, hvor du bor, og hvad problemet er.

Hvis det drejer sig om et alvorligt problem, send en SMS til Nina eller Thomas med problem, navn og adresse, og vi vender tilbage.

Når affaldet skal væk

Din affaldscontainer er KUN til husholdningsaffald, altså køkkenaffald. Ligesom din papcontainer KUN er til pap, papir og reklamer. Det er vigtigt at adskille de to og huske at lukke alle poser med køkkenaffald – vi oplever i perioder rotter i vores affaldscontainere, hvorfor det er ekstra vigtigt at lukke poserne.

Hvad gør jeg, hvis containerne er fyldte?

Nogle gange er vores containere propfyldte. Når containerne er fyldte, må du vente til, at de bliver tømt. De må ikke stå med åbent låg, da det kun indbyder til én ting; rotter.

Hvad gør jeg lige med mine storskrald?

Odense Kommune har en henteordning, hvor man kan bestille afhentning af storskrald ved ejendommen. Se og bestil på Odense Renovations hjemmeside 

Og hvad så med store papkasser?

De skal på genbrugspladsen.

Når cyklen skal sættes på plads

Vi ønsker, at områderne omkring bygningerne skal være pæne og ordentlige — og til at komme til og fra. Hvis du har en cykel, beder vi dig stille den i et af stiverne. Hvis der ikke er et stativ på netop din ejendom, så kan du sætte cyklen, hvor det er anvist.

Når du forlader ejendommen

Det er en lille, men vigtig detalje. Porte og døre skal altid være låste — også selvom du bare liiige er nede i byen efter en kop kaffe.

Når du skal vaske tøj

Efterlad vaskeområdet, som du selv gerne vil modtage det; en gylden regel. Derudover er det vigtigt at rense filtrene i maskinerne efter brug, så de er rene og klar til den næste. Du må gerne sætte dit eget lille “vinge”-tørrestativ op i vaskekælderen, hvis du tager hensyn til de øvrige beboere.

Hvornår må jeg vaske?

Check aftalerne i din ejendom.

Hvor må jeg tørre mit tøj?

Det med du som udgangspunkt ikke i din lejlighed. Hvis du bor i en lejlighed med vindue på badeværelset, kan du åbne vinduet og tørre tøjet i dette ene rum. Sørg dog for, at der er god udluftning, og at rummet efterfølgende bliver varmet op, så der ikke opstår fugt.

Når du gerne vil sidde i haven eller på en fælles terrasse

… eller når du gerne vil grille. Det er tilladt at grille i haver og andre åbne arealer omkring bygningen. Husk, du skal opbevare brændsel og kul forsvarligt — og ALDRIG i opgangen.

Må jeg gerne have mine egne borde, stole og bænke?

Ja, det må du gerne efter aftale med din udlejer.

Hvad med fjernsynsantenner og paraboler?

Det er et no-go.

Hvad så med altankasser med videre?

Altankasser og blomsterkrukker må kun opsættes efter aftale med udlejer.

Må jeg fodre fuglene på mit fuglebræt?

Nej, du må ikke sætte et fuglebræt op. Det tiltrækker andre dyr, som fx katte, hvilket øger chancen for skadedyr.

Når jeg gerne vil spille høj musik

Der skal være plads til alle, men du skal også vise hensyn og følge vores husorden. Det er god kutyme, at der er ro fra 23.00 til 08.00.

Hvad så, når jeg holder fest?

Selvfølgelig må du holde fest. Det er dog vigtigt, at du orienterer de andre beboere i opgangen. En god idé er at hænge en seddel i opgangen.

Når jeg gerne vil ryge en smøg

Så skal du bevæge dig udenfor dit lejemål. Det er nemlig ikke tilladt at ryge i dit lejemål, i opgangen, kælderen, garagen eller affaldsskuret. Hvis du ryger foran bygningen, beder vi dig fjerne dine skodder.

Når jeg ikke har plads i lejligheden eller mit kælderrum

Du må ikke stille effekter uden for dit kælderrum eller ved/i din opgang.

Hvad så med klap- og barnevogne? 

Informer udlejer omkring jeres lille ny, så udlejer er opmærksom på, at der står klap- og barnevogne i opgangen. Det er selvfølgelig helt i orden.

Når jeg gerne vil have et husdyr

Ifølge vores husorden er det ikke tilladt at holde nogen former for husdyr eller kæledyr. Enkelte lejligheder i Nyborg har lov til at holde husdyr gennem aftale med Bøg Madsen Ejendomme.

Må jeg ikke passe min onkels chihuahua?

Jo, dog kun i en kortere periode, hvis du har en skriftlig tilladelse fra din udlejer. Send derfor en mail med, hvilke dyr det drejer sig om, og hvor længe.

Hvis der kommer skadedyr

Hvis du bor i en lejebolig i Odense og får skadedyr, skal du straks melde det til os og Odense Kommune på odense.dk. Kommunen overtager derefter sagen.

Hvis du bor i en af vores lejligheder i Nyborg og får skadedyr, skal du straks melde det til os og Nyborg Kommune på nyborg.dk. Kommunen overtager derefter sagen.

Contact

KONTAKT

BØG MADSEN EJENDOMME

Kontakt os på nedenstående, hvad enten det drejer sig om ejendomservice
eller du ønsker at høre mere om vores lejeboliger.

Du kan kontakte os på kontoret man-tors fra kl. 09.00-13.00.

Nuværende lejer ved os

Skriv til os på mail (husk adresse i emnefelt)
E-mail: [email protected] (hvis du bor i Odense)
E-mail: [email protected] (hvis du bor i Nyborg)

Ønsker at bo til leje ved os

Skriv til os på mail
E-mail: [email protected] (udleje)

Copyright 2021 BØG MADSEN EJENDOMME

Contact